Føns sogns historie
Af: Hans Aage Andersen, Inger Bang og Verner Jeppesen
Nedenstående artikel er fra debatbogen »Lidenskab og Smålighed« 1992, med få tilføjelser og rettelser.
Føns
Første gang man hører navnet Føns er i Valdemars Jordebog fra 1231 - Fyunnæs, forleddet er øge- og indbyggernavnet fynbo, efterleddet er næs som betegner stort kystfremspring.
Byen benævnes som »Adelby med kirke«. Byen er nok anlagt allerede i vikingetiden.
I biskop Jakob Madsens visitatsbog, finder man oplysning om, at Føns skulle have været købstad, dette bestrider Trap, der højst vil mene, at det har været en stabelplads for handelsbyen Lybæk.
Men at Føns på sin tid var en ret betydelig by, må nok anses for givet.
Hvordan har Føns sogn set ud, og hvad har ændret sig i forhold til, hvad vi ser i dag?
Sognets grænse mod nord til Udby sogn var førhen adskilt af vandet, som gik helt ud til det nuværende Broende ved Assens landevej, godt og vel endda.
Denne lange vejle, som på sine steder er op til 1 m under havets overflade, blev inddæmmet i 1800 tallet, men først i 1863 rigtigt afvandet med sluse og et par snegle, som sneglede vandet ud.
Disse blev drevet af en vindmølle (Fønsvang mølle), hvor mølleren havde fri bolig og næring, imod at han sørgede for at pumpe vandet fra afvandings kanalen ud i Gamborg fjord.
Fønsvang mølle betjente en stor kundekreds af husmænd, gårdmænd og forpagtere på egnen, men i 1950 måtte man indstille mølleriet, og møllehatten med vinger og mølleri blev nedtaget og de store snegle erstattet af eldrevne pumper.
På den sydlige side af Føns by ligger endnu en vejle, bestående af uafvandede strandenge med en hovedsø kaldet Gardersøen, derfra en åben rende, kaldet Vejlerenden med udløb i Føns vig.
En 2 m høj jordvold er etableret ca. år 1800 for at værne de lave arealer mod højvande, som før voldens etablering blev oversvømmet så snart der var højvande. Vandet kunne dengang gå helt ind til Ørslev Skovgård ca. 3 km inde i landet.
Efter angivelse på gamle kort ser det ud til, at vejen mellem Rud og Føns har været længere mod øst.
Vejen eller stien har gået i en skrå linje fra Skrædderhuset, nuværende Fønsstrandvej 11 til ovnhuset i Føns.
Halvøen, som strækker sig ud fra den sydlige side af Føns Vig fra Rud, hedder Ålehoved.
Men navnet er fra nyere tid. Det oprindelige navn var Olitshoved fra byen Olit, som formodentlig har ligget i området, hvor den nuværende Skovløkke husmandskoloni nu ligger.
Navnet Olemarken var navnet på den mark, som ligger på den østlige side af den offentlige vej.
Tybrind
Byen er senere blevet opslugt af Tybrind hovedgård, hvis navn kommer af 10 brønde fra 10 gårde eller huse, som har ligget i området.
Tybrind var på det tidspunkt ved at udvikle sig til et helt lille gods. I 1664 ejede Tybrind 16 gårde i Føns by, samt hele Fønsskov incl. Sparretorn og Rud.
I 1672 indgik Tybrind i grevskabet Wedellsborg, og snart efter optræder den som selvstændig hovedgård under grevskabet.
I 1762 havde Sparretorn 16 gårde i Føns by samt 4 gårde på. Fønsskov, medens 7 andre gårde har hørt under Tybrind.
I 1200-tallet var det meste af Fønsskov dækket af skov, som hørte under Kronen tillige med Føns by.
Iflg. præsteindberetning skal der midt på halvøen have ligget en stor gård ved navn Fønsgård, det menes at være en forløber for Sparretorn.
Fønsør
I oldtiden og middelalderen var der en livlig færgetrafik fra Fønsskov til Stenderup hage, hvorfra der lettes adgang til det sydlige udland.
Den nu forsvundne by ved færgestedet hed Fønsør og derom skriver i 1624 præsten Jørgen Kjeldsen:
»Ved Sparretorn 1/4 mil fra Føns begynder en stor skov, hedder Fønsskov, strækker sig derfra udi vester mellem tvende strande, 3 fjerdingvej i længden, i vester ude i samme skov ud mod en ø (Fænø), ligger hart hos hinanden 3 gårde kaldet Fønsøre.«
Disse afsides liggende gårde, som endnu nævnes i 1725 og 1755 er rester af landsbyen, som kort før år 1800 samles til gården Ellegård.
Ellers var det meste af halvøen skovklædt.
Men i 1744 fik grev Christian Gustav Wedell tilladelse fra kongen til at omhugge skoven og udlægge jorden til bøndergårde, grundet grevskabets dårlige økonomi.
Sparretorn
Sparretorn nævnes allerede i 1530, men er da kun en stor bondegård.
Sparretorn blev gjort til hovedgård i 1718, da enkegrevinde Hannibal Wedell tilbyttede sig gården i stedet for hendes enke-sæde Rugård.
Hun gav den navnet Bannerslund, (hun var født Banner), men år 1800 fik den igen navnet Sparretorn.
Føns Sogn
Føns sogn og de folk som har levet og boet her, har igennem tiderne skilt sig ud fra det man kan kalde et almindeligt dansk sogn.
Det skyldes nok først og fremmest, at man her foruden den almindelige sociale lagdeling med store bønder, mindre bønder og husmænd, håndværkere og arbejdere havde en ret stor gruppe, som helt eller delvis ernærede sig ved fiskeri.
Disse mennesker var på en egen måde ligesom mere frie, de havde deres egne meninger, deres egen humor o.s.v.
Hvis de havde levet i dag, var de uden tvivl blevet kaldt originaler. Man delte livet med hinanden men forstod også, at man var afhængig af hinanden.
Dog var der for det meste små kår rundt om i de små fiskerhjem.
Men når makrelstimerne gjorde deres visit i Føns Vig, blev de hurtigt observeret af de spejdende fiskere, som derefter hurtigt kom i bådene og ved hjælp af et stort net bogstavelig talt trak fiskene op på stranden.
Sådan en omringnings manøvre kunne godt give 10-15 kasser makreller, og så var der mad på bordet i de små hjem.
En del af disse fisk blev omgående bragt til røgning, det var skomageren og fritidsfiskeren Valdemar Larsen, der var specialist i denne kunst, og han var ikke karrig, mangen en halvsulten skoledreng fik her et festmåltid, når skomageren bød på nyrøget makrel på en lap avispapir med et godt drys salt på.
Det var almindeligt at man foruden fiskeriet, som nok både var erhverv og hobby, havde forskelligt løst og fast arbejde ved siden af, nogle som almindelige arbejdsmænd, andre med små entrepriser udi dræn og kloakarbejde.
Man slog sig igennem og stillede ikke store fordringer.
For de, som på den tid var børn og især drenge, var der en person som alle kendte og holdt af, det var føromtalte Valdemar Skomager.
I ham havde børnene en sikker forbundsfælle, kom man til hans dør med et problem, det kunne f.eks. være, at propperne nu igen var røget på de gamle fodboldstøvler, ja så lagde skomageren gerne det til side, han var i færd med, og gik i gang med de gamle støvler.
Når man kom ind i forgangen til hans værksted, hang der et ladt hanegevær og neden under stod der med kridt skrevet:
Giv agt, bøssen er ladt! Hvis en gåseflok skulle lægge ruten hen over skomagerhuset, var der jo ikke tid til de store forberedelser.
Det bør nok lige nævnes, at skomageren sad i sognerådet, valgt af Det radikale Venstre, og at han også var referent til det lokale Middelfart Venstreblad, og at han i øvrigt blandede sig i alt, hvad han kunne overkomme.
En anden person, som også havde meget tilovers for børnene, var hjulmand Gorm Gormsen.
Han og hans kone Anna var barnløse, men de var begge meget glade for børn, (hvis de da opførte sig ordentligt).
Manglede man lister til en drage eller materialer til en stærekasse, ja, så var det altid at finde i Gorms værksted.
Mange husker også de kælke og ski, der her blev fabrikeret - de var just ikke strømlinede, men dog ganske brugbare.
Hvis man vil skrive om livet i Føns, kan man jo holde sig til første del af dette århundrede, som nok ikke er så forskellig fra sidste del af 1800-tallet.
Man kan tale om fællesskab og afhængighed af hinanden, småhåndværkere, købmænd og den øvrige befolkning.
Man var fælles om kirke, skole og forsamlingshus, og dette var i det væsentlige tilstrækkeligt for sognets beboere.
Dette gjaldt for Føns og Rud.
Men i 1927 skete der med lensafløsningen det, at et helt lille nyt samfund opstod i den vestlige del af Ørslev sogn, nemlig statshusmandskolonien Skovløkken.
16 nye brug blev bygget, og man fandt det hurtigt påkrævet med en sogneskelsændring, så at kolonien korn til at høre til Føns sogn og skoledistrikt.
Skovløkken
Hvad var det for mennesker, der nu bare på én sommer bosatte sig på Olemarken?
Det var yngre folk, nogle havde indtil flere børn, men fælles for dem alle var, at de var økonomisk svagt funderet.
De første år bragte da også en del udskiftninger, 5 ejendomme fik nye ejere, men man slog sig igennem takket være små prioriteter og små fordringer.
Disse små ejendomme var alle på 10 tdl., og det var overvejende animalsk produktion med malkekøer, svin og fjerkræ.
Husmanden holdt en stor eller 2 små heste.
Det var almindeligt med nabosamarbejde, især omkring kornhøstning og tærskning.
Jomfrumarken
I 1955 blev Jomfrumarken udstykket, og 4 nye brug blev oprettet.
På samme tid blev der oprettet 5 nye brug på Ålehoved, på jord der var afstået fra de tre Rudgårde, som derefter overgik fra forpagtning til selveje.
Ligeledes blev der oprettet 3 brug, udstykket på Sparretorn, alle statshusmandsbrug.
Den direkte årsag var overdragelsen af Wedellsborg gods fra lensgrevinde Inger Wedell til hendes søn Tido Wedell, og den dermed følgende afståelsespligt til den danske stat.
Fønsskov
Fønsskov var et helt lille samfund for sig i Føns sogn.
På et tidspunkt i 1800 tallet menes der at have været helt op til 70 familier, eller 300-350 mennesker.
De store gårde på nær Sparretorn, hvis historie føres tilbage til 1530, samt Gammelgård, som altid har haft et jordtilliggende på 100 tdl., er samlet af tre eller endnu flere små gårde på ca. 30 tdl.
Disse gårde var føstegårde, men efter sammenlægningen gik de senere over til forpagtning, undtagen Torbenhøj, som blev drevet af en forvalter.
Fønsskov havde op til 1950 egen skole og forsamlingshus, egen købmandsforretning og smedje
. I skolen modtog børnene undervisning af læreren og i forsamlingshuset gjorde unge gymnastik eller spillede dilettant.
Her blev også holdt foredrag, og desuden havde man et godt bibliotek.
Denne udvikling standsede i begyndelsen af 60'erne, da man fra grevskabets side ikke ønskede at forny forpagtningerne, men i stedet selv ønskede at drive jorden.
Dette satte en udvikling i gang, som førte til lukning af Fønsskov skole og reducering af befolkningen.
Også de mindre ejendomme mistede jorden og dermed eksistensgrundlaget.
Derved forsvandt også husdyrene og de levende hegn, alt for at give plads for stordrift og storlandbrug.
De bedste huse blev istandsat og udlejet, de ringeste nedbrudt og fjernet.
I 1971 brændte den gamle fine gård Ellegård. Årsagen var angiveligt lynnedslag i de elektriske installationer.
Det satte det sidste punktum for et samfund.
I 1903 gik en karl ved navn Nicolaj Hansen og pløjede på gården Risbros marker, da hans opmærksomhed fangedes af en lille genstand, der blinkede i den oppløjede jord.
Han samlede den op, og det viste sig at være et lille sølvsmykke formet som en hammer.
Nicolaj Hansen gemte sit fund i en lille æske sammen med nogle gamle mønter.
Mange år senere viste han det til lærer H.C. Frydendahl, Krarup, som indleverede det på Nationalmuseet med ordene: Værsågod, her er en Thorshammer!
Dette var den første Thorshammer af i alt 13 af den slags smykker af sølv, som er fundet rundt omkring i landet, og som vidner om, at før Kristendommens indførelse bar man hammertegnet i stedet for korstegnet på brystet.
Thorshammeren er i dag Nr. Aaby Kommunes byvåben, tegnet af tidligere sognepræst i Føns, Karen Larsen.
Nyere tid
Udviklingen i Føns sogn blev præget af den almindeligt kendte udvikling, som den er foregået på landet de sidste 25-30 år.
På grund af svigtende priser på landbrugsvarer og større og større omkostninger, er flere landmænd ophørt med animalsk produktion og har søgt arbejde andre steder.
Mange smålandbrug er jorden solgt fra, eller bortforpagtet og nye folk uden direkte tilknytning til erhvervet har taget husene i besiddelse.
Især et stort kontingent af lærere og pædagoger samt folk med forskellige uddannelser er blevet Fønsboere.
Disse mennesker er kommet, fordi de ønsker at bo i Føns, og er også hilst velkommen af de indfødte.
Tiden vil vise, om de også føler sig forpligtede på landsbyens og sognets kulturarv.
Læs desuden om Føns sogn i dag på sogn.dk: klik her!
F_ns_sogns_historie.docx
