Præstegårdens historie går helt tilbage til 1600-tallet.
Det var dengang svenskerne huserede.

Siden er præstegården flyttet et par gange.
Og der er bygget konfirmandstue til.
 

 Præstegårde i Føns og præsterne i Føns og Ørslev

Fra debatbogen Lidenskab og Smålighed

På tavlen i Føns kirke kan man læse navne og årstal på præsterne,
som har virket i sognene siden 1549.
Også her har pastor A. R. Idum gjort et stort arbejde for at skaffe oplysning om sine kaldsfæller iembedet siden reformationen.

Den første præstegård, ved man, var firlænget og lå sydøst i byen lige overfor den gamle skole, nu
Føns Strandvej nr. 4. Man ved at den har ligget på det sted i 1658. I dette år gik svenskekongen med
sin hær (12.000 mand) den 30. januar over det isbelagte Lillebælt, gik i land ved Tybrind Vig og
overrumplede den lille danske styrke, som lå ved Tybrind.
En afdeling af den svenske hær blev sendt mod Middelfart, og da vejen gik lige forbi præstegården i
Føns, hvor Poul Jørgen Rosenvinge på det tidspunkt var præst, blev præstegården plyndret for alt af
værdi, spølvtøj, penge, mad m.m. Under svenskekrigen blev kirkens våbenhus inddraget til
standkvarter, og der blev slagtet, stegt og kogt.
Efter krigen havde præsten meget besvær med at få præstegården på fode igen. Føns – Ørslev's
ældste kirkebog blev påbegyndt af Poul Rosenvinge i år 1666.
Det siges, at indkørselen til præstegården på den tid dannede en allé med 6 træer på hver side, og på
hvert træ var anbragt et udskåret billede af hvert af de 12 apostle. Måske stammer disse billeder fra
kirkens gamle altertavle, som biskop Jacob Madsen havde kasseret.
Men præstegården brændte den 3. juni 1818. Brandens årsag var, at præstens nabo, den 35 årige
Hans Willumsen, stak ild på sin egen fæstegård, hvorved ikke blot denne men også præstegården,
samt et jordløst hus gik op i luer. Hans Willumsen var blevet truet med udpantning p.g.a.
skatterestance. Til straf for sin gerning blev Hans Willumsen den 26. marts 1819 henrettet ved
halshugning på Føns Made, hvad der, som Idum så rigtigt skriver, var en alt for hård dom. Pastor
Christoffer Gleerup fulgte (efter Hans Willumsens eget ønske) ham til retterstedet, og gik derefter
hjem og skrev således i kirkebogen:
»Dette var den første, Gud give, det også må blive den sidste Misdæder, jeg yder den Bistand.«
Efter branden lod pastor Gleerup gården flytte ud vest for byen, hvor vejen til Ronæs drejer fra
vejen ud til Fønsskov. Her byggede han en firelænget gård af egebindingsværk på egefod. Til minde
herom satte han over indkørselsporten en latinsk indskrift skåret i træ. Den hænger nu i
præstegården. Efter Christoffer Gleerup blev hans brorsøn Mathias Frederik Gleerup præst i Føns i
1839, efter at han i fem år havde været kapellan hos sin farbror. Men han døde allerede 1841, kun
33 år gammel, af tyfus.
Pastor Mathias Gleerup har i embedsbogen givet en udførlig fremstilling af præstegårdens avl og
bygninger ved året 1840. Gårdens tilliggende var da 110 tdr. land, ager og eng 6 tdl. skov og 1 tdl.
tørvemose. Heraf var 52 tdl. frugtbar lermuldet jord, 18 tdl. ret god sandmuldet jord og 40 tdl.
dårlig sandjord. Engen gav 40 læs hø, og mosen 30 1æs tørv. Besætningen var 7 heste + føl, 20 køer
+ tillæg og 20 får, der var desuden mejeri i gården.
Bygningerne bestod af 27 fag stuehus og 3 sammenbyggede længer, alle murede af brændte sten, og
egebindingsværk på egefod. Haven var 2 1/2 tdl. stor, hvoraf halvdelen var god jord, medens det
øverste hjørne (der hvor den nuværende præstegård ligger), var så dårlig at frugttræerne ikke ville
trives. Blandt udgifterne til folkeholdet nævnes 108 kander brændevin og 8 fjerdinger smør (af 10
RDL) om året.
I pastor Johan Henrik Nissens tid b1ev 40 tdl. af den dårligste jord solgt fra, og igen i 1889 blev der
solgt yderligere 30 tdl. af præstegårdens bedste jord, det skulle formentlig dække omkostningerne