Opstandelsen er lige her – salme af Iben Krogsdal, 2011

Prædiken 1. søndag efter påske

 

Der er ikke noget så nedslående som at komme til en lukket dør. Det skulle da lige være at sidde bag døren og ikke at turde lukke op. Jeg husker engang for mange år siden, hvor jeg sad på trappen foran en dør en lille times tid. Jeg vidste, at det unge menneske som jeg havde lært at kende som højskoleelev nogle år tidligere på Løgumkloster Højskole havde det ikke godt, og jeg fornemmede, at han var hjemme, men han lukkede ikke op. Den dag forstod jeg, at det kan lade sig gøre at gå gennem lukkede døre, for jeg vidste, at han mærkede, at jeg var der for ham. Mange år senere skrev han til mig, at han havde siddet derinde, men af angst, skam og forladthed havde han ikke lukket op. Men nu ville han gerne fortælle mig, at han senere havde mødt et engageret og hjælpsomt menneske, der havde givet ham modet til at møde verden igen, og at han lige nu var ved at færdiggøre en uddannelse som pædagog. Han var blevet mødt og set og forstået.

 

Opstandelsen er lige her

Når koden brydes og døre åbnes udefra eller indefra, døre som vi ikke troede var mulige at åbne. Opstandelsen er lige her, når det går op for os, at den opstandne går gennem lukkede døre, så Jesus Kristus pludselig dukker op dér, hvor vi mindst venter det. Og han ånder på dem – helligånde, ligesom da vi var børn og en voksen tog os på knæet og pustede på skrammen

Opstandelsen er lige her i depressionens fastlåsthed, i de udtjente muligheders håbløshed, i den højtråbende afmagt og i det som har fået navnet ’det narcissistiske’ raseri – den spontane ukontrollerbare vrede. Og det kan være alle steder, hvor håbløshed, forladthed og kulde fylder det hele: på hospitalsstuen, på eksamensgange, i slumkvarterer, i regeringsbygninger og i din og min stue. Pludselig dukker Kristus op, det er opstandelse lige her.

Den opstandne kan dukke op i mange skikkelser, som en ven, som en fremmed, som et klarsyn, som en ny mulighed, som en ny chance, som en ny begyndelse eller som en omfavnelse. Hans Anker Jørgensen kommer med mange overraskende eksempler i salmen, vi skal synge i dag: ’Hvad er det at møde den opstandne mester?’ (DDS 249) ’Det er som en ånd gennem lukkede døre i kød og blod, der sender os, siger os, hvad vi skal gøre, og indgyder mod, så den, der er bange for hån og for stening tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.’

Dengang og nu

Det er stadig den første dag i ugen, påskesøndag morgen hen på dagen, ja, Johannes siger, at det er blevet aften den første dag i ugen. Disciplene holdt sig inden døre af frygt for jøderne. Og pludselig oplever de, fatter de, tror de, at den døde Jesus fra graven er den sammen som den opstandne Jesus Kristus, der lige nu overrumplende og uventet opsøger dem og møder dem med ordene, ’Fred være med jer’ ord, der er gledet ind i vores gudstjeneste både ved dåb og nadver. De ser og tror, at forvandling, transformation og nye begyndelser er mulige.

Den unge mand som jeg kendte, havde erfaret forvandling og forandring gennem et højskoleophold ligesom utallige unge har erfaret det ved ophold på efterskoler og højskoler, det var som en transformation, men nu var han alene ude i verden igen, og det var svært for ham at tro, at hans liv var nyt med nye muligheder. Men kærlighedens frø, tilgivelsens frø, anerkendelsens frø kan have lang tid, inden de spirer. Efter flere år spirede de og slog rod i ham, så hans liv blev nyt igen. Der kan gå lang tid, det er også den erfaring, som Thomas oplever. Thomas er en af de 12 Jesu venner, men han var ikke til stede denne aften, da de andre så ham, hørte ham og mærkede ham. Måske bliver han et spejl af os, der lever i dag, og vi hører et ekko fra noget, som er blevet sagt til os op gennem opdragelsen: ’Du skal ikke tro, du skal vide’. Thomas fik tid, han fik en uge mere, så indså også han, at den opstandne var den samme, som ham de havde kendt gennem de sidste tre år. Døden evnede ikke at slå hans kærlighed ihjel. Døden blev ikke en grænse for kærligheden. Kærligheden havde endog fået en dybde mere, for kærligheden havde udholdt korsets brutalitet med søm gennem hænder og fødder og spyd i siden. Kærligheden som det bærende også midt i gudsforladthed, undergang, død og sorg blev den spire, der skabte tro dengang, og det er den spire, der kan skabe tro i os i dag.

 


Tror vi mest på algoritmer, eller tror vi på, at alt kan blive nyt?

Påsken er den højtid, der gør alting nyt. Spørgsmålet er, om vi er parate til at se noget nyt i vores liv med hinanden, i kirken, i familien og i det politiske liv. Tør vi lade vores kærlighed forny, tør vi ændre på forældede livsmønstre, tør vi forstå alting på nye måder? Den kristne påsketro handler om at blive mødt, at blive set, at blive taget alvorligt også med den tvivl, der nu engang er vores. Thomas, blev set, og mødt og taget alvorligt, og først da tror han.

Der er lige nu blevet lavet en undersøgelse på et spansk universitet, der viser, at en fjerdedel af os europæere hellere ser, at kunstig intelligens leder vores lande end politikere af kød og blod. Mange har mistet troen på det menneskelige møde, demokratiet, samtalen og kommunikationen. Kunstig intelligens er jo hele den digitale verden også med de såkaldte algoritmer. Et ord vi efterhånden har lært at sige og forstå. Disse indbyggede modeller, der aflæser din brug af internettet, på You tube, på facebook, på twitter, eller hvor du nu færdes på nettet. Via algoritmer regnes ud, hvor du har dine sympatier og dine interesser, når det gælder: tøj, musik eller politik. Algoritmerne vil sørge for, at du får mere af det samme. For denne kunstige intelligens ser kun det, som du er lige nu.

Hvad nu hvis det er som kristendommen siger: at det virkeligt vigtige i vores liv med hinanden, det er det overraskende nye: at du kan gøre en forskel for et andet menneske, at du kan være med til at skabe mere tolerance, retfærdighed og barmhjertighed mellem mennesker. Fordi vi du og jeg selv er blevet mødt af en altomfattende varm helligånde og en forstående og barmhjertig Gud, der åbnede vores inderste tanker, så der blev en åbning ind bag en lukket dør i vores sind. Det tager tid. Troen er som et frø, der spirer og gror ikke kun i vores sind men også i vores tanke.

Vita Andreasen, De 4 kirker