Når forklaringer ikke slår til, – Vores livshistorie er altid farvet


Af Vita Andreasen
Der er situationer, som vi ikke kan forklare os ud af: Vores forbundethed med et andet menneske, selv om det menneske ikke er perfekt. Vores fejltagelser, dér hvor vi virkelig tog fejl; eller dér hvor vi ikke kan finde ord til at blødgøre eller opløse en alt for aggressiv hårdhed i tætte relationer.
Der findes ikke forklaringer på alting. Hvorfor er du blevet, den du er blevet? Eller hvorfor er Gud, som Gud nu er? Hvorfor er vi en gåde for os selv, og hvorfor gælder det samme for Gud: ’Gådefuld er du vor Gud’?


Stjernestunder skaber forklarelse, og vi ser, at forvandling og transformation er mulig
Det er i livets store øjeblikke, i det som vi kalder stjernestunder, når vi er højt oppe, at behovet for forklaringer fordufter og bliver afløst af klarhed eller forklarelse. Et nyt lys kastes ind over vores liv og vores opfattelse af Gud. De to ting hænger tit sammen. Fordi vi misforstår, hvordan Gud er, så misforstår vi også os selv og hinanden.
Allan Herrik udfordrer os med sin akvarel, for han knytter jul og påske sammen, og han gør Jesu livshistorie kort: der bliver kun plads til fødsel og død. I Allan’s optik fastholdes stjernestunden, hvor Jesus blev født. Betlehemsstjernen lyste, så hyrder og vise mænd kunne finde vej til krybben med gudsbarnet. Det er tydeligvis ikke et tilfældigt barn, Allan har malet. Det er Maria’s barn, der allerede her fra begyndelsen ved fødslen bærer en glorie en særlig udstråling. Det er et mysterium, at først var det stjernen, der lyste, men her ved hans død er Jesus selv blevet gennemlyst. Nu er det Jesus selv, der lyser. Jesus er blevet livets lys. Transformation og forvandling er mulig, på tredjedagen sker det, døden overvindes, døden får ikke det sidste ord.
Gud genkender sig selv i denne mand, Jesus fra Nazareth, og i påsken sker der noget nyt. Og det bliver klart for disciplene, at Jesus ikke er den type Gud, der skaber frygt af den gammeltestamentlige slags som på Moses’ tid. Gud lader sig forvandle. Gud bliver som en kærlig far og en tillidsvækkende mor. Det er samme forvandling, vi inviteres ind i.
 

Vi redigerer i vores egen livshistorie. Vores livshistorie er farvet.
Når vores livshistorie skal fortælles, så er det en farvet livshistorie, der er ikke kun én sandhed om dit og mit liv. Du kender det godt, der er forskel på, om du fortæller om dig selv til en veninde, en ven, en søster, en bror, en læge, en præst eller en nabo. Vores livshistorie er farvet. Den er ikke neutral, den er redigeret. Af og til romantiserer vi, af og til idylliserer vi, eller vi retfærdiggør os og bortrationaliserer det værste. Og af og til roder vi os ud i lange bortforklaringer. Hvorfor gik det galt? Hvorfor smuldrede et venskab eller et ægteskab? Hvorfor sagde jeg dét, som gjorde den anden fortræd?
Når Mattæus, Markus, Lukas og Johannes fortæller om Jesu liv, så fortæller de det på hver deres måde. De redigerer det, de farver det, så netop deres ’vinkel’ kommer til at sætte sit præg på fortællingen. For med troens briller ser vi alle sammen noget forskelligt i livet, i hinanden og i Jesu’ og i Guds væsen. Sådan er det. Og sådan er det også med os selv. Vi er seks søskende i mit hjem, og hvis vi alle seks bliver spurgt om, hvordan vi har oplevet vores far og mor, så ville der komme seks forskellige svar.
Sandheden om Gud og mennesker er altid små stjernestunder, små forklarede øjeblikke, hvor jord og himmel mødes, og transformation bliver mulig. Et prisme vi bagefter kan tage med os ud i livet, når vi skal møde virkeligheden i al dens modsætningsfyldthed.


Jesus slipper aldrig empatien eller sin menneskelighed
Jesu livshistorie blev en kort fortælling, og alligevel står den lysende klar og skaber forklarelse, særligt Jesu måde at møde lidelsen på. Jesus går ikke forbi det menneske, der ligger ned på grund af sorg, sygdom, død eller undertrykkelse. Og han er tydelig i sin reaktion, han er altid både kropslig og kommunikerende: Berøring og stærke ord: ’Rejs dig op og frygt ikke’. Jesus bevarer, uanset hvor hæslig, forræderisk, brutal og ondsindet lidelsen er, sin menneskelighed. Jesus slipper aldrig empatien, evnen til at sætte sig i andre menneskers sted. Og til sidst, da Jesus er et par og tredive år, henrettes han for det, han tror på, og det bliver denne henrettelseshistorie – lidelseshistorie, der kommer til at farve hans livshistorie, så den kommer til at lyse i årtusinder, og så den lyser for os i dag. Måske er det også sådan med os, at vores måde at dø på kommer til at sende det sidste afgørende lys ind over vores liv.
 

At tro er at turde lade vores individuelle livshistorier farve af Jesu livshistorie.
Transformation og forvandling er også mulig i vores liv. Når Jesu livshistorie er med til at farve vores livshistorie, så farves vores liv også af menneskelighed og empati. Så vi ikke forlanger, at de andre skal falde på maven for os og frygte os, men at vi rører ved dem, og taler med dem og rejser dem op, hvis de ligger ned.
Jesus skaber en ny gudstro, der bygger på tillid, handlekraft, tilgivelse, kommunikation og hjertelighed. Som når en far omfavner en rebelsk søn eller en mor omfavner en selvudslettende datter.
Sådan er vores Gud. Gud gik fra at være den store ubøjelige kontrollant, han lod sig forvandle, og i Jesus Kristus lod han sig se som den tilgivende og barmhjertige fader og den rummelige leende mor. At fejre både jul og påske skaber mere dybde og menneskelighed i vores liv med hinanden. TAK til Allan for denne sammenknytning.
Glædelig påske.


’Hjemkomst’ – Arne Haugen Sørensen bor i Spanien på Solkysten og har med sit helt personlige udtryk udsmykket mange danske kirker.