Præstens hjørne

  

 

 

Om mundbind og mundkurv – og om at lade sig overvælde

 

 

Tænk at den store fugl på den sydlige halv- kugle albatrossen flyver op til 4.000 km for at lægge et eneste æg hvert år. Begge forældrene fodrer albatrosungen til den bliver voksen, tænk hvor meget, der kan gå galt, de får kun en eneste unge. De flyver uden andet end den skabte naturs egen gps, som er lys og magnet- felter, på den måde finder de tilbage til samme sted år efter år, vel at mærke det sted, hvor albatros slægten er kommet i århundreder. Bæredygtighed giver ikke sig selv, alt er så sårbart, der er så meget, der kan gå galt i na- turens og vores verden. Tænk hvis vi menne- sker glemmer vores begrænsning, og vi blot fortsætter derud af, uden hensyn til os selv og naturen. Godt nok kan vi bygge diger, men vi vil ikke kunne holde havets vandmasser på plads, hvis eller når isen smelter på polerne. Hvor kloge er vi, når det kommer til styk- ket, tænker vi i en coronatid? Når vi kun satser på vækst og acceleration. Og vi glem- mer, naturens og menneskets sårbarhed og skrøbelighed. Det er som om, der ikke bliver plads til at fylde vores sjæl og hjerte med glæde, forbavselse, forundring og tak.

 

Transport, højhastighedstog og land- brugsmaskiner
Lige før sommer OL i Japan i 1964 blev de nye højhastighedstog sat på skinner med en fart på 210 km i timen. Japan er nu på vej med næste generation af højhastighedstog med op 400 km i timen lige foran Kina, der ligger på 350 km i timen, vores DSB lyntog kører 180 km timen.

Hvorfor kører Japan og Kina hurtigere end os, gætter jeg på, at nogle af jer tænker. Vi kan hurtigt blive grebet af tanken om, at
vi skal være de hurtigste. For hvis der er noget, der kendetegner vores tid, så er det fart, vækst og acceleration – hurtigere og hurtigere skal alting gå. Jeg taler ikke for at genindføre hestevogne og selvbindere, men tiden er kommet til, at vi skal tænke os om. 
 

Den tyske sociolog Hartmut Rosa taler om, at vi skal genfinde menneskets gudskabte evne til at blive overvældet. At bliver over- vældet, at blive lille, at finde den rigtige størrelse som menneske, det falder godt i tråd med biblens røde tråd.

Det er i dag en lidt fremmed tanke at tale om Gud som skaberen. Men jeg tror, at vi igen skal tale det op, at Gud er skaberen, at Gud er ufattelig kreativ. Alt er blevet til i et uudgrundeligt og smukt afhængighedsfor- hold til hinanden. Der er ikke brug for at ringeagte naturvidenskaben, tværtimod den vil vi altid have brug for, men for at finde tilbage til forbavselsen, nysgerrigheden, forundringsparatheden, taknemmeligheden og ansvarsfølelsen. Og vi kunne passende begynde i denne tid, hvor vi har fået høsten i hus.

Midt i et vidunderligt univers der er 15 mil- liarder år gammelt finder vi mennesket, og vi må erindre hinanden om, at det moderne menneske „homo sapiens” kun er 100.000 år gammelt, og at vi opstod i Afrika, som kreative tænkende væsner, men med en stor grad af sårbarhed.

I den nye bibeloversættelse Biblen 2020 lyder det i salme 8 i GT sådan, og vi hører salmis- tens forbavselse og forundring, når han siger: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du har sat der. Hvad ser du da i et menneske, siden du husker på det, hvad er et menneskebarn at du tager dig af det”. Tænk at Gud ser noget helt særligt i mennesket, og betror det ansvar for kloden og hinanden. Vi skal ikke herske med brutali- tet, vold, magt og vækst hysteri. Nej, vi skal regere med klogskab og forundringsparat- hed overfor alt det skabte, for vi skal huske på, at vi selv er skabt som kreative væsner, der er udstyret med empati og nænsomhed.

 

Allan Herriks billede rammer igen plet

De store høstmaskiner har afløst det hårde slidsomme arbejde med at høste kornet på marken, og de store rundballer gør det langt lettere at bjærge halmen og at opbevare det. Alt ser tilsyneladende ud til at gå godt. Hø- sten er hurtigt i hus. Men det er som om, at hurtigheden bliver overhalet indenom af en virus, der som en anden ballon bevæger sig frit omkring og ganske tæt på mennesket. Og Allan placerer det nøgne menneske midt i de teknologiske landvindringer, med far- vevalget er det som om, at mennesket vokser ud af moder jord. Og den voksne bliver som barnet, der ikke kan værge for sig og er tru- et. Nøgent og forsvarsløst står det over for den nye sygdom, der uventet har ramt vores verden. Det eneste „våben” er et mundbind og en vaccine, der er på vej.

Og når vi ser på Allan’s akvarel, så fristes vi til at se det ikke kun som et mundbind, men også som en mundkurv. For vi ved ikke, hvad vi skal sige. Tavse er vi. I bedste fald kaldes det bedste frem i os i en coronatid, men vi ved det ikke endnu. Vi er sårbare, vil sårbarheden gøre os mere menneskelige eller mere rå.

Om resonans – at noget vinder genklang i vores sjæl og tanke
Sociologen Hartmut Rosa kalder det: Reso- nans/ genklang. At mennesket er udstyret med muligheden for resonans. At vi kan blive overvældede, så vi græder og ler og tager hinanden i hænderne (hvis det ikke lige er coronatid), men accelerationen og væksten truer med at kvæle denne evne. Så latter, gråd og det at blive overvældet bliver skamfuldt, så vi bliver et folk, der ikke kan græde. Så andres gråd ikke længere vækker genklang i vores sjæl og hjerte. Resultatet er, at selvom tog kan bevæge sig med 400 km i timen, så kan få km hen til en ven i sorg, med demens eller med sygdom være en strækning, der bliver næsten umulig at tilbagelægge. Vi skubber det fra os, at flygt- ninge på et Mærsk skib ikke må komme i land, og at 10.000 flygtninge, hvor mange er børn, i Moria lejren i Grækenland ikke har et sted at bo, sove eller rejse til.

At lade sig overvælde er en chance særligt
i en coronatid. Det kan være at overvældes af et stykke musik, af kunst og allermest af naturens forunderlighed og det andet men- neskets gådefuldhed. Vi er skabninger, at leve i naturen og at møde andre skabninger skaber genklang i vores sjæl og hjerte, og det bliver vi mere menneskelige af. Det er den mulighed, Gud ser i os.