Prædikant Vita Andreasen

Gudstjeneste 4. søndag efter påske i Husby kirke

’Nu skal jeg sige dig et par sandheder’. Det er hårdt, når tonen er sådan i vores samtaler med hinanden… i familien, i det politiske liv og blandt venner.  ’Den nøgne sandhed’ er en sandhed uden kærlighed, og den form for sandhed gør bange og gør ensom. Det er ikke sandheden vi skal se i øjnene, men derimod skal vi se livet i øjnene. Livet med al dets kompleksitet, en kompleksitet - som livet og kærligheden nu engang indeholder. ’Er det virkeligt sandt, at du elsker mig, er det virkeligt sandt, at du elsker mig mere end de andre gør?’ Sådan kan vi jo spørge hinanden, ligesom det fortælles, at den opstandne Jesus spørger Peter ved Genesaret sø efter påske… Den Peter, der skærtorsdag nat 3 gange inden hanen galede 2 gange, bandede på, at han ikke kendte denne mand Jesus fra Nazaret. Så komplekst er det med kærligheden.

De bibelske fortællinger rammer os fra en helt anden tid. Vi lever i en tid med AI artificiel intelligence – og måske har du allerede installeret Chad GPT’en på din mobil telefon, så du kan spørge denne talende kunstige intelligens om en tale til i dag, jeg kunne have spurgt efter en prædiken, vi kan spørge om tale til barnebarnets konfirmation, en tale i logen,  eller om  hvilket rejsemål du skal vælge til sommer, eller som amerikaner: om du skal stemme på Trump eller Biden.

Menneskeheden har foretaget endnu et gigantisk teknologisk spring – ligesom da hjulpet blev opfundet, elektriciteten eller internettet. Vi bliver nok nødt til at sætte os ind i, hvordan det virker – hvad er virkeligt sandt, og hvad er fake. Og samtidigt skal vi holde fast i spørgsmålet om,  hvad det er for en sandhed, som gør os virkeligt frie.  Jeg tror, at vi har brug for at vende tilbage til bibelen, og jeg tror ligesom Kristian Leth, at bibelen er verdens vigtigste bog. Måske kender I har fra podcasten: Bibelen let fortalt.  I bibelen gemmer der sig masser af visdom og sandhed. For i bibelen møder vi Kristus.

Vi møder også Saulus eller Paulus, som vi kalder ham i dag. Og igen og igen vender jeg tilbage til denne unikke fortælling om Saulus på vej til Syriens hovedstad Damaskus, en by der allerede dengang var en vigtig kulturby. Saulus er på vej  for at dræbe så mange af de, der troede på  ’vejen’, (’Vejen’ sådan kaldte man de første kristne) – den nye vej til frihed og kærlighed – den spirende kristne tro. De allerførste kristne forsamlinger i der første århundrede udsprang typisk fra de jødiske synagoger. Ypperstepræsterne i Jerusalem har givet Saulus lov til at dræbe alle disse mange nye kristne mænd men også kvinder, og der har  nok været flest kvinder, selvom kvinderne ofte siden hen blev skrevet ud af historien. Men på vej til Damaskus er det, at en ny sandhed rammer den iltre og energiske og lærde Saulus, så han bliver blind af det. Det er en vild livsomvæltende begivenhed, Saulus gennemlever, han skifter tro, livssyn, livsindhold, vennekreds, livsopgave. Et lys går op for ham (det er vel fra denne fortælling, at vi har det udtryk), en stemme kan ikke tysses til ro, en stemme taler direkte til ham både indefra og udefra: ’Saul, Saul hvorfor forfølger du mig?’ ’Hvem er du?’, spørger Saulus. ’Jeg er den Jesus, som du forfølger’ – Paulus går ud som et lys i 3 dage – ikke fordi han har været forbi en stor vinmenu – det er en transformation af dimensioner, Paulus indser, at sandheden ikke er lærersætninger i toraruller eller i en bog, sandheden er en person – den opstandne Jesus Kristus. Paulus bliver en anden, og det bliver ham, der sætter ord på, hvori sandheden findes: ’Virkeligt frie er vi kun, når kærligheden tvinger os’. Intet overgår kærlighedens tvang. Der er mange sandheder også i AI på sociale platforme. De kan også være med til finde vej i det komplekse liv. Men intet overgår den dybde, og det livslys, som Kristus viser sig igennem, det kærlighedens lys, der evner at oplyse ethvert menneske. Forløsende og befriende ord der giver os ben at gå på. Det frie menneske er et frimodigt menneske – et menneske, der tør handle med frit mod.

Og vi skal selvfølgelig nævne det for hinanden i dag. Store Bededag blev nedlagt som helligdag, men ingen vil kunne få os til at holde op med at bede.  For i bønnens sprog er der længsel og dybde og håb – i bønnen rører vi de dybeste lag i vores hjerte. Derinde hvor vi søger ærlige spørgsmål og ærlige svar. Derinde ser vi livet i øjnene med al dets kompleksitet og de svære valg, og vi leder efter nye begyndelser, veje og udveje og hjertelig kommunikation mellem mennesker og folk. Kommunikation der kan skabe fred mellem venner og fjender. I bønnen knyttes vi sammen med usynlige bånd til alle dem, vi inviterer ind i vores livsverden. I bønnen gemmer der sig utrolige kræfter.

Måske har du allerede tænkt over, hvad der gemmer sig i ordet overbevisning – Paulus blev overbevist om, at sandheden hedder Kristus. En overbevisning er en sandhed, der er over beviset. Også over det naturvidenskabelige bevis. En af vores skarpe naturvidenskabelige hjerner er professor Eske Willerslev, DNA er hans felt. I disse dage omkring store bededag cirkulerer et lille interview med ham på Facebook. Han bliver spurgt efter, om han beder. Og hans svar er værd at bemærke, Han siger, at han allerede som barn og ung bad til Gud, når han stod overfor noget svært. Og han tænker, at alle også de mest hårdkogte naturvidenskabsfolk beder til Gud, når de virkeligt er pressede, og livet er hårdt. For i denne kontakt med den gode Gud er der forbindelse til noget, der er over beviset og udover det, som vi selv kan tænke os til og forstå. Det overgår vores forstand. Det er noget, vi sanser og erfarer.

Og så skal vi lige omkring kunstneren Asger Jorn. Han var optaget af spørgsmålet om det ’dialektiske’ – det med i en søgen efter sandheden at se på en sag fra to sider. Vi kender det fra fodboldbanen, to hold kæmper om at være de bedste. Vi holder med det ene hold. Men Asger Jorn opfandt ’triolektikken’, og I kan finde en miniversion af den trekantede fodboldbane ved Museum Jorn i Silkeborg, måske har I set den?. Når der ikke kun er to parter men tre parter, så bliver det vigtigt at kunne samarbejde med alle, og at have skiftende samarbejdspartnere. Jorn havde den tanke, at det er det, vi har brug for i verden i forhold til kultur, natur og fred, og i dag føjer vi klimaet til. I triolektikken undgår vi, at det bliver en kamp mellem to parter – vi kan jo i dag bare tænke på Ukraine og Rusland, og Israel og Palæstina – men vi kan også tænke på to ægtefæller, to hold unge der spiller fodbold. Hvordan finder vi ind til den sandhed, hvor der bliver plads til alle de andre, der er forskellige fra mig selv. Hvordan skaber vi fællesskaber, der er rummelige?  og hvor det ikke bliver kampen om magten mellem dig og mig, der kommer til at blive vores sandhed.

Det slår mig, at det er det samme, der er på færde, når vi skal indfange vores tro. Der gemmer sig en særlig visdom i, at den Gud vi tror på ikke kun har to dimensioner, men at vi tror på den treenige Gud. Gud har tre dimensioner. Det er et værn mod at vores liv bliver en lang kamp mellem to parter, dig og mig. Vi skal få øje på livet på den trekantede bane. At der altid er mere på spil end tosomheden – magtspillet. Kristus er sandheden. Sandheden er det sprog, der opstår, når et menneske har modet til at afklæde sig sine egne løgne og stille sig kærligt spørgende frem for de andre og verden og Gud.

 Amen